Dobbeltforedrag ved Inge Schjellerup
Inkariget
I det 15. og 16. århundrede var inkaerne en af de mest højtstående indianerkulturer på det amerikanske kontinent med en velordnet samfundsstruktur og en højt udviklet teknologi, men uden skriftsprog. Afdøde inkaherskere ”levede” videre som mumier i deres paladser med deres efterkommere og tjenerskab, og den nye hersker skulle finde ny jord. På mindre end 100 år erobrede inkaerne et rige, der strakte sig fra det sydlige Colombia i nord til langt ned i Argentina og Chile i syd.
Moche og Chimu kulturerne ved Stillehavskysten
Arkæologiske udgravninger inden for de sidste år har givet ny viden om de forhistoriske indianske kulturer, der gik forud for inkaerne. Rige fyrstegrave med menneskeofringer fra Mochekulturen (100-800) ved Stillehavets kyst vidner om et højt udviklet samfund med grusomme ritualer. Guldsmede-og pottemagerkunsten i naturalistisk stil var udviklet til et meget højt stade. Portrætkunsten i keramikken er enestående. Chimu-kulturen (800-1470) fulgte efter Moche i de nordlige kystområder af Peru. Chimu-riget sad på to tredjedele af det kunstvandede land langs ørkenkysten. Hovedstaden Chan Chan var på ca. 6 kvadratkilometer og dækkede med forstæderne godt 20 km2 med mange leropbyggede paladser.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet
TID: Torsdag d. 9. november, kl. 19.00
STED: Thy/Mors HF & VUC, Munkevej 9, Thisted
PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr.
HOLD NR: 455
INGE SCHJELLERUP er seniorforsker emerita tilknyttet Etnografisk samling, Nationalmuseet, København.
Hun har ledet adskillige antropologiske og arkæologiske projekter og udgravet mange Chachapoya- og Inka-steder i Peru. Inge Schellerup har igennem årene modtaget mange æresbevisninger for sit forskningsarbejde som Sol-ordenen fra Perus regering, guldmedalje fra Amazonas regionen samt to doktor honoris causa fra universiteter i Peru. To planter er blevet opkaldt efter hende.