Brud mellem bedsteforældre og børnebørn

From October 08, 2025 19:00 until October 08, 2025
Categories: Foredrag

Dobbeltforedrag ved Susanne V. Knudsen

1. Manglende kontakt
Stadig flere bedsteforældre har ikke kontakt med deres børnebørn. Foredraget præsenterer episoder i brudte familier. Et ægtepar kører til en SFO og ser på børnene på legepladsen. De forsøger at gætte, hvem der kan være deres børnebørn, som de ikke har set i årevis. En datter kalder sine forældre for spader, og med to af dem bliver det til dobbelte spader. Hun forlader dem i vrede i juleferien og nægter dem kontakt med børnebørnene. Foredraget bygger på forfatterens samtaler med bedsteforældre, som hun har skrevet om samtidsromanen Sideveje, omveje og blindveje (2024). Der vil blive læst op fra romanen og reflekteret over genrevalget.

2. Mulige årsager og håb
Karakteristisk for flere udtalelser fra bedsteforældrene var: Vi ved ikke, hvad der er gået galt. Årsagsforklaringerne bygger på forfatterens tolkning af samtaler og omskrivning til fiktion. Alligevel vil flere nok nikke genkendende til, at årsagerne kan findes i skilsmisse, arv og penge, mobning og psykisk ustabilitet. Bedsteforældrene bor i en mindre provinsby, hvor de nyder godt af naboskabet. På besøg hos hinanden åbner de mere eller mindre op for deres sorg og vrede. De finder glæde i litteraturen, som de læser, litteratur der knyttes til, at de bor på villaveje med forfatternavne. Flere håber, at børnebørnene tager kontakt, når de flytter hjemmefra. En aften bliver de enige om at gå i demonstration og samle underskrifter til et borgerforslag for bedsteforældres ret til at se deres børnebørn.

SUSANNE V. KNUDSEN er forfatter og professor emerita. Hun har undervist og forsket i litteratur, medier og læremidler i Danmark og Norge. Hun gik tidligt på pension for at kunne skrive skønlitteratur. Er flyttet tilbage til Thy, hvor hun er vokset op. Se hendes hjemmeside: www.vittenkamm.dk

Foredraget er arrangeret i samarbejde Folkeuniversitetet.

TID:      Onsdag den 8. oktober 2025 kl. 19.00

STED:      Thy-Mors HF & VUC, Munkevej 9, Thisted

PRIS:      100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr.

HOLD NR: 577