Kvælstof er et grundstof og nøglen til at lave det protein, som kroppen behøver. Siden menneskene blev bønder, har adgangen til kvælstof været afgørende for overlevelse eller død.
Det ændrede sig i 1909, da en tysk kemiker opfandt kunstgødningen, men længe før det har kvælstof formet vores liv og vores landskab.
De sidste godt hundrede år har revolutioneret landbruget med brugen af olie, kunstgødning og pesticider – og det har været godt og givet en overflod af mad. Men det har også ført til en lang række kriser: en klimakrise, en biodiversitetskrise og ikke mindst et vandmiljø, som lider under for meget kvælstof.
Vores fjorde, ikke mindst Limfjorden og Thisted Bredning, er hårdt ramt af iltsvind, fiskedød og fedtemøg. Årsagen er årtiers udledninger af næringsstofferne kvælstof og fosfor.
Tidligere kom begge stoffer fra spildevand og landbrugets marker. I dag er der styr på spildevandet, så nøglen til en levende fjord er et mindre landbrug.
I foredraget gennemgås fjordens biologi, den historiske udvikling og løsningen: Den grønne trepartsaftale og hvad den betyder for livet omkring Limfjorden.
STIIG MARKAGER er professor i havmiljø på Aarhus Universitet. Han har forsket i sammenhængene mellem næringsstoffer og fjordenes økologiske tilstand, herunder i Limfjorden, i årtier.
Han har været med i arbejdet om det faglige grundlag for forvaltningen af vores fjorde og Den grønne trepartsaftale.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet.
TID: Onsdag d. 7. oktober 2026, kl. 19:00
STED: Thy-Mors HF & VUC, Munkevej 9, 7700 Thisted
PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr.
HOLD NR.: 601