DANMARKS KALKMALERIER

DANMARKS KALKMALERIER

At Thy-Mors HF&VUC, Munkevej 9, 7700 Thisted

Categories: Foredrag


HOLD NR: 954

Dobbeltforedrag ved Henrik Bolt-Jørgensen

Kristen billedbrug
De første kristne var ligesom de ortodokse jøder og de arabiske muslimer tilbageholdende med at anvende billeder. Men under indflydelse af den græsk-romerske kultur begyndte de kristne snart at skildre Biblens store begivenheder i maleri og skulptur. Billedbrugen blev dog mødt af en regulær billedstorm, ikonoklasme, som truede al fremtidig anvendelse af billedkunst i kristendommen. Det store vendepunkt skete på Det andet Kirkemøde i Nikæa, som blev afholdt i 787. Med dette kirkemøde blev der åbnet for en vidtstrakt brug af billeder i de kristne kirker.

Danske kalkmalerier
Herhjemme blev hedenskabet afløst af kristendommen i løbet af perioden 960-1104. De første kirker blev opført i træ, men fra 1100-tallet opførtes de gerne i lokale stenarter. De indvendige mure blev næsten altid forsynet med kalkmalerier af samme art, som man kendte i Sydeuropa. Foruden de bibelske beretninger hentede kunstnerne motiver i de apokryfe beretninger om Marias og Jesu barndom. Populære helgenlegender fandt også vej til kirkemurene. Dertil kom i den sengotiske periode ca. 1400-1520 en del kalkmalerier, som illustrerer befolkningens hverdag. Kalkmalerierne er udtryk for en begrebsverden og et formsprog, som var fælles for hele Vesteuropa gennem middelalderen og frem til reformationen i 1500-tallet. Men selvfølgelig havde den enkelte maler også sit eget særpræg og sine præferencer. Det gælder således Elmelundemesteren, som har malet dette billede af “Uddrivelsen af Paradis” i Fanefjord Kirke omk. 1480.

Foredrag i samarbejde med Folkeuniversitetet.

 

TID: Torsdag d. 10. oktober kl. 19.00

PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr.