DÅBEN – Hvordan kan vi forklare dåbens betydning på en måde, der er meningsfuld i 2019?

Kategorier: Foredrag

HOLD NR: 959

Dobbeltforedrag ved Anders-Christian Jacobsen

Giver dåben stadig mening?

Ifølge klassisk luthersk teologi skal børn døbes for at de kan blive renset for den arvesynd, som de er født med. Giver denne forståelse af dåben stadig mening? Er spædbørn syndere? Når forældre stadig i så stort tal lader deres børn døbe, må det give én eller anden form for mening for dem. Men hvilken mening? Et af svarene skal sikkert findes i trygheden ved at blive en del af en lang tradition, men i en tid, hvor traditioner smuldrer, er denne begrundelse for dåben også under pres. En nutidig dåbsteologi skal være i stand til at levendegøre og fastholde dåbens betydning, når denne ikke ’automatisk’ bæres videre af traditionen. Hvordan kan vi forklare dåbens betydning på en måde, der er meningsfuld i 2019?

Dåbsritualet

Dåbsritualet har rødder, der går helt tilbage til den tidligste kristendom. Det forbinder nulevende mennesker med tidligere generationer fra forgangne århundreder og årtusinder. Men det betyder også, at der er ord og handlinger i dåbsritualet, som kan virke fremmede og uforståelige. Foredraget vil dels beskrive, hvordan dåbsritualet var tidligere i historien for eksempel i Jerusalem omkring år 350 og dels diskutere, om dåbsritualet kan fornyes, uden at den lange tradition går tabt.

Foredrag i samarbejde med Folkeuniversitetet.

 

TID: Onsdag d. 13. november 2019, kl. 19:00

STED: Thy-Mors HF&VUC, Munkevej 9, 7700 Thisted

PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr. 

 


ANDERS-CHRISTIAN JACOBSEN er født i Gøttrup ved Fjerritslev i 1963. Han studerede teologi på Aarhus Universitet fra 1986. I 1995 blev han cand.theol. og fik guldmedalje for sin afhandling. I 1998 blev han ph.d. i teologi. Han har siden været ansat som forsker og underviser i teologi på Aarhus Universitet med speciale i dogmatik og oldkirkens teologi. Anders-Christian Jacobsen er koordinator af forskningsprogrammet Den Antikke Verden. Har deltaget flittig i den debat om dåben som fandt sted i Kristeligt Dagblad i januar 2019.

 

 

Medlemsfordele

Bliv medlem af TFO og få rabat på alle arrangementer.

Kontakt et bestyrelsesmedlem til et af vores arrangementer eller skriv til os under menupunktet 'Medlemsskab'.

Medlemspris er oplyst i forbindelse med arrangementsomtalen. Se vores aktiviteter under menupunktet 'Program'.